Efterlysning: Vitalisering, foryngelse, fornyelse.

En stille vækkelse i gang?
Det virker til at der sker noget for tiden. Nogle kendisser springer ud og bekender tro
på Jesus. Der høres om steder, hvor der pludselig kommer mange mennesker. Især
unge mellem 18 og 25 og særligt unge mænd søger til kirke. En rapport fra England,
”The Quiet Revival”, har vist, at kirkegangen blandt unge mænd er steget fra 4% i
2018 til hele 21 % i 2025!
I Danmark er Ateistisk Selskab – som jeg nu gerne kalder for Ateistisk Trossamfund,
for deres selskab er en tro blot på ikke noget – bekymret over udviklingen. Er vi der,
hvor materialismen, sekulariseringen og postmodernismen har spillet fallit. Viser
tomrummet sig og opleves nu en længsel efter noget andet og som får nogle til at
opsøge kirke og kristendom?
Træthed og mathed – hvor er vitaliteten?
Og dog samtidig med at det sker, fornemmes det, at en del kristne, præst er og
menigheder, ja en hel kirke er ved at køre træt, måske fordi man ikke (endnu) har
oplevet det stille vækkelse. Der savnes liv, vitalitet, frimodighed, engagement til at gå
Guds vej helt og fuldt. Aktiviteter ja men også de kan køre i tomgang og mangler
åndeligt kraft og frimodighed. Da fristes vi til blot at indrette os og tilpasse os bare
for at få fred og ro, hvad vi jo ikke skal (Rom 12, 1-2: tilpas jer ikke denne verden,
men lad jer forvandle…). Der savnes visioner, dybde og håb. Er vi holdt op med at
drømme?

Hvad har vi brug for?
Da har vi brug for vitalisering, fornyelse og forstærkning, til på ny at brænde for
noget. Og til at have noget at give til dem, der søger til kirke, både åndeligt, psykisk
og omstillingsmæssigt. For Gud gentager sig aldrig. Han er variationernes mester.
Mere nedenfor. Vi har brug for noget af ungdommens drive og begejstring, også når vi
ikke er unge mere. Men i alle aldre kan vi være brændende i Ånden. Det bliver vi, når
Ånden fornyer kirken. Den ild kan forny kirken.
Men hvor skal vi gå hen? Til kilderne! Tilbage i historien! De er de døde fisk, der
svømmer med strømmen. De levende svømmer mod strømmen – tilbage til kilderne.
Hvad skabte reformationen? Det gjorde kilderne, og det var for Luther: Skriften og de
oldkirkelige fædre.

Vejen til kirkelig fornyelse
Artos forlag i Sverige udgav sidste år bogen ”Vägen till kyrklig förnyelse” skrevet af
den pensionerede præst Christian Braw. Han er en forfatter med en utrolig stor
produktion bag sig. Han skrev afhandling om mystikken hos Johan Arndt, og blev
docent ved Åbo akademi. Han har bl.a. skrevet om Aristoteles, Augustin og Luther.
Her ud over en række essays og romaner under pseudonym. Altid noget der beriger
og stimulerer eftertanken.

Ni beretninger
Gennem ni beretninger fortæller Braw, om hvad der på mange felter satte gang i den
kirkelige fornyelse i Sverige i slutningen af 1800tallet og langt ind i 1900tallet med
ringvirkninger også ind i vores tid.
Begyndelsen skete hos nogle unge præster i slutningen af 1900tallet. De var præget af
den liberale teologi, men bar på en længsel efter trosvished. De rejste til England og
blev inspireret af den anglikanske kirke. Ud af en dyb krise havde de nemlig i
England i 1830erne oplevet en fornyelse til storslået vitalisering på alle planer.
Den senere ærkebiskop Nathan Söderblom var den første der tog afsted og andre
fulgte med. De kom hjem og blev redskaber for en kirkelig fornyelse. Nogle af dem,
der blev smittet af fornyelsen i England, blev – foruden selvfølgelig Söderblom selv –
kendte og vigtige lederskikkelser som en Albert Lysander, Gunnar Rosendal og Bo
Giertz, og derudover blev helt almindelige sognepræster præget af fornyelsen i deres
måde at være præster på.
Først skildres begyndelsen i Oxford 1833. Så følges op med et kapitel om den tidlige
kirkelige fornyelse. Herefter en række kapitler om Gunnar Rosendal (1897-1988),
den kirkelige fornyelses hovedperson. Vi følger hans udvikling og får hans historie.
Derpå et meget interessant kapitel om de to lederskikkelser, Rosendal og Giertz
(1905-1998), om deres indbyrdes forhold og også spændingerne mellem dem. Braw
skriver et kapitel om Bo Giertz skønlitterære forfatterskab under overskriften ”Krise
leder til Kristus” og et kapitel om Rosendals mystik inden han slutter
artikelsamlingen af med at byde ind med hvad han ser, at vi i dag kan lære af dem,
der oplevede den kirkelige fornyelse!
I 30erne i Sverige oplevede mange præster en åndelig og kirkelig fornyelse. Der
opstod ligefrem en vækkelse blandt en del præster, som gjorde noget ved dem, og fra
dem spredtes megen vitalitet ud i den svenske kirke gennem særligt Gunnar Rosendal
og Bo Giertz. Rosendal særligt gennem menighedsliv, gudstjenesteliv og et væld af
inspirerende bøger. Giertz som åndelig leder, prædikant, forfatter af meget læst
skønlitteratur og fornyende bøger som ”Kristi Kirke” og ”Kirkens fromhedsliv”, der gik som varm brød. Han blev senere biskop, Sveriges yngste som 44-årig i 1949.
Rosendal forblev sognepræst i Osby til pensioneringen i begyndelsen af 60erne.
Det, de opdagede, prægede deres måde at bygge menigheder på, deres forkyndelse og
sjælesorg, men sås også i kunsten og mærkedes på deres blik for mystik.

At hente inspiration
Ved at læse dem og høre om det, de brændte for, og måden de forsøgte at leve det ud,
kan også vi – ind i vores anderledes og meget forandrede situation – få visioner, ideer,
tanker at tænke, der kan inspirere os til, hvad vi gør og vil kæmpe for. Det handler
ikke kun om forandring og nye vakse måder at gøre ting på, som gerne har en kort
levetid og ikke går i dybden. Men om fornyelse og fordybelse, en åndelig vækkelse,
hvor Gud træder tydeligere frem og berører os. Derfor: tilbage til kilderne, til det, der
skaber tilbedelse og kirke!
Derfor er det godt at læse en bog som denne, lytte, lære, spejle sig i det, de tænkte,
mødte og gjorde. Vi skal ikke kopiere, hvad de gjorde eller forsøge at efterligne dem,
men tage essensen med os. Gribe deres ”anliggende”, et stikord i Braws bog (se
nedenfor!) og tage det med os og leve det.

Ikke nostalgi – men en spejden efter inspiration og fornyelse
Men at fortælle om tidligere tiders fornyelse – er det ikke blot nostalgi, som vi ikke
kan bruge til noget i dag?
Nej, som jeg læste forleden som en kommentar til Gunnar Rosendals indsats om veje
til kirkelig fornyelse:
”Når vi i en nedgangstid læser kirkehistorien som en beretning om Guds vej med sit
folk, hvad er det da vi får? Vi får den indsigt at Han er på samme måde i dag. Han
gentager sig aldrig. Han er variationernes mester.”
Hvad drev dem?
Christian Braw er optaget af at finde ud af og leve sig ind, i hvad der drev disse unge
præster. Han bruger ordet ”anliggende”, i det han bruger det tyske ord ”Anliegen”.
Han skriver: ”Anliegen beskriver det, som ligger på menneskers hjerter, det, der får
deres hjertestrenge til at klinge. Det er det, der berører deres tanker, følelser og
handlinger, kort sagt – deres hjertesag. Men Anliegen er ikke bare enkelte menneskers
hjertesag, det er en grundstemning, en grundstræben i en bevægelse gennem tiden.
Det er noget, der får mange til at tænke, føle og handle på en måde, hvor tingene
virkede sammen. Det er, når vi begynder at skønne dette Anliegen, at vi begynder at forstå,
hvorfor mennesker handler som de gør. Dette er egentlig historieskrivningens
mening – at møde mennesker og at forstå mennesker som mennesker altid må forstås
– på deres egne vilkår. Og i dette Anliegen kan den, som har øjne at se med, også
skønne Guds hellige Ånds gerning” (s. 7). I genopdagelsen af det historisk givne
findes inspirerende kraft til fornyelse. 
 Det er ikke blot historie som overstået fortid, det er mere noget, der sker. Det har sin
begyndelse i fortiden, men det er fortsat i gang. Møder vi dem med indlevelse og går
i samtale med dem, kan det gøre noget ved os, ved vores længsel, vores bøn, det, vi
siger og gør og deler med andre… Vi får en vision, noget vi brænder for …

Den fortsatte inkarnation
Nøgleordet i den kirkelige fornyelse kan samles i ét ord: inkarnation! Gud blev
menneske og tog kød på sig i Kristus. Gud er konkret og nær. Og den fortsætter i
”den fortsatte inkarnation”, et nøgleord i den kirkelige fornyelse. Inkarnationen tager
skikkelse og lever i kirken. ”Hele den kirkelige fornyelse handler om, hvordan denne
virkelighed tager skikkelse i ord, sang, handlinger, ordninger, kunst, arkitektur,
tjeneste, tegn og undere. Jo mere den får skikkelse, des mere kommer tilværelsen og
kirkelivet til at præges af sandhed, af fasthed, bestandighed og stabilitet og dermed af
– håb!!” Her er vi ved kernen. Hvad denne vitalisering, foryngelse, fornyelse gør ved
kirken og os som mennesker…

Folkeliturgi
De prægede udtrykket ”folksliturgi”. Det er sigende. De ønskede ikke blot fine,
højkirkelige messer som en specialitet for præster og særligt interesserede. De ville
have menigheden med. Folket skulle leve med i og bede liturgien. Det handlede ikke
om at overvære liturgien, men om at leve i den. Og menigheden fik opgaver i
gudstjenesten og blev engagerede, konfirmander og alle slags forskellige mennesker i
al brogethed som et smukt udtryk for kirkens katolicitet, at kirken er ”almindelig”.

Modstand
Men når det sker, udebliver modstanden ikke. ”At denne sandhed tager skikkelse, er
noget, som sker under stadig modstand fra alt og alle, som præges af opløsning,
ubestandighed og ustabilitet, alt det som St. Johannes beskriver som løgn. Sandheden
er nemlig en afsløring af løgnen og dermed en underkendelse af den”.
Noget der ikke er af denne verden.
”Bagved disse tilsyneladende små og ubetydelige ansatser fandtes der menneskeliv,
som blev forvandlede og fyldtes af en kraft, som ikke var af denne verden, en
udstråling, som spredtes fra deres liv, deres ord og handlinger. Derfor er disse
beretninger ikke historie, men skeende [det, der sker, “det der foregår”, en
begivenhed, der er i gang] et skeende, som fortsætter – og fortsat inkarnation.” Det er
i virkeligheden den sårede skabelses forvandling til den nye og friske verden. Det
kaldes også helligelse eller helliggørelse, af os som mennesker, og som får sin fulde
rækkevidde, når vi ser helligelsens nedslag i relationer, strukturer, ordninger, former
og udtryk, som Braw pointerer.
”Der findes et vidnesbyrd, som er mere, end hvad de havde kunnet berette. Det er den
inspiration, som deres tro og gerning i dag og gang på gang nu og i fremtiden kan
formidle.”
Gennem de ni beretninger er der meget spændende stof der kan stimulere frugtbar
tænkning. Men også gribe hjertet: mødet med Gud, den hellige og barmhjertige, Gud
som den, der både frastøder os og tiltrækker os. Gud der får os til at ryste, ”syndigt
øje blændes af al din herlighed” og samtidig gør os begejstrede, det største vi har
oplevet! Den Gud vil vi leve for og tjene!
Denne vitalitet får et sigende udtryk i Rosendals programskrift, bogen ”Kirkelig
Fornyelse”, som Braw citerer fra: ”Ikke gennem mindre kristendom men mere
kristendom, renere tro, stærkere fromhed og inderligere bøn vil vi bringe vor tids
mennesker den hjælp de begærer.”
 
”Erfaringsbaseret opmuntring til desillusionerede præster”
Cirka samtidig med Braws bog udkom, udgav Artos også en stor flot bog om og af
den kirkelige fornyelses mest afgørende skikkelse, Gunnar Rosendal, ”Fader
Gunnar”: ”Osby Församlings Gåvo – och Krönikebok I, 1934-1951”.
Her kan vi følge, hvordan den kirkelige fornyelse slår ned og begynder at leve i en
menighed og et sogn. Noget der fik stor betydning i den svenske kirke generelt –
nadver om søndagen, hvad man kun sjældent havde før, tidebønner, liturgisk
klædedragt, processioner og meget mere. Som ingen anden menighedspræst i den
svenske kirkehistorie skulle Rosendal komme til at påvirke kirkelivet i hele den
svenske kirke. Også selv om den svenske folkekirke i dag er yderst liberal og har
fjernet sig meget fra det, der var drivet i den kirkelige fornyelse. Det hindrer dog ikke
at højkirkeligheden har forandrede billedet af kirken og virke i den og andre kirker,
skriver professor Oloph Bexell i indledningen. Og han føjer til: ”[Krønikebogen] vil
være en erfaringsbaseret opmuntring til desillusionerede præster.”
Denne bog giver et unik indblik i, hvordan en kirkevækkelse finder sin form i et sogn
og en menighed.

Hvad er en krønikebog?
Rosendal blev sognepræst i Osby i Skåne i 1934. Biskoppen, Edvard Rodhe,
formanede ham i forbindelse med indsættelsen til i en særlig krønikebog at
dokumentere liv og hændelser i den menighed, han nu havde fået ansvar for. Rodhe
var kirkehistoriker, og han brugte at sige sådan til de nye sognepræster. Rosendal tog
ordene til sig og fra da af og gennem hele sin præstetid gjorde han konsekvent
pastoralteologiske notater, om hvad der skete i menigheden, og hvordan han
reflekterede over det, der skete. Det blev til to store bind. Første bind omhandler
perioden 1934-1951. Andet bind følger senere.
Den hedder også ”gavebog”. Den side fylder nu ikke meget, men indimellem noteres,
hvem der har givet hvad til hvilket formål.
En strålende ide med en sådan krønikebog. Den må dog ikke forveksles med en
dagbog. Den er mere en bog om det kirkelige liv, hvad der sker og præstens
overvejelser. En god ting for præsten selv og en gave til efterfølgere og til
menighedens historie. Jeg er ked af, at jeg ikke var opmærksom på dette, da jeg
begyndte som præst. Ideen være hermed givet videre …

Personligheden Rosendal
En stor kender af ham, Staffan Ljungman, som mødte Rosendal, da Ljungman var
teenager og blev inspireret af ham og for øvrigt siden blev præst i Osby,
karakteriserer Rosendal som person med fire ord: Hans udviklede intellekt, hans dybe
og inderlige fromhed, hans mod til at sige og gøre ting trods hård modstand og hans
charme i form af en overvældende hjertelighed. Ljungman holder disse fire sider ved
Rosendals personlighed sammen og skriver om ham i et tidsskrift: ”Intellektet
balanceredes af hans fromhed, hans mod blev afbalanceret af hans charme. Hvis blot
ét af disse fire elementer havde manglet i hans personlighed var det næppe lykkedes
for ham at gennemføre sin fornyelsesgerning.”
Vi lærer Rosendal at kende i krønikebogen som et optimistisk og livsglad menneske.
Han blev kendt som en meget folkelig præst. Fra at have været en man var usikker
på, hvem er han, hvad er der ved ham? Han var ikke anerkendt og blev stærkt
kritiseret, men alligevel fik han en enestående popularitet som kun få præster får. I
1967 blev han således kåret som den første årets skåning. På 100 årsdagen for hans
fødsel blev der rejst en statue af ham i helfigur i Osby. Et helt togsæt blev opkaldt
efter ham: ”Fader Gunnar”. Jeg husker for mange år siden i et tv-program, hvor den
kendte svenske entertainer og tv-mand, Lasse Holmkvist, talte meget positivt om
Rosendal, som han havde gået til præst hos.

Rosendal skriver levende og engageret om livet i sognet. Man mærker hans
ekstroverte livsglæde og humor og hans store appetit på livet. Det er underholdende
læsning. Han skriver med dyb indlevelse og ud af en dyb og inderlig fromhed, som
skinner igennem, og som jeg oplever meget berigende: man føres ind for Guds ansigt,
der hvor visionen fødes. Alt det gør det ekstra spændende at læse krøniken.
Vi får meget at vide. Hvad der sker, hvilke ændringer der sker, han nævner mange
navne, og bogen er forsynet med senere tilføjede og forklarende noter, om hvem de
forskellige personer er. Man mærker en særlig glæde hos ham, når han fortæller om
konfirmanderne og deres deltagelse i tidebønnerne i Sct. Petri kapel.

Besøg fra Danmark
Han nævner flere danske præster som kom til kirkedage i Osby, boede i præstegården
og medvirkede ved gudstjenesterne. Studerende med tilknytning til vores danske
Theologisk Oratorium nævnes også. Der blev holdt økumeniske konferencer, som
han skriver om, fordi de også fik betydning i menigheden. Rosendal og hans kone må
have været utroligt gæstfrie og åbne. Han skriver med respekt og kærlig indføling
om medkristne i de lokale frikirker som han havde fællesskab med. En mand med
storsind og hjerte!
Ærlig og ikke konfliktsky
Rosendal skriver ikke kun om alt det gode og positive, der sker. Også om modgang.
F.eks. kommer han til en kirke, hvor prædikestolen er placeret over alteret. Det
passer ham ikke godt og han arbejder målrettet på at få det ændret men igen og igen
møder han modstand. Det skjuler han ikke i krøniken. Men han skriver respektfuldt
om dem, der ikke er enige med ham.
Han skjuler heller ikke tilbagegangen i gudstjenestedeltagelsen. I 1943 gik
kirkegangen ned fra 500-600 til højmessen til visse søndage 150. Det gik ham på.
Han måtte tænke sig om. Det blev en tid med åndelig kamp og lidelse. Men han søger
også at se velsignelsen i lidelsen og skriver om den: ”lidelsen bliver en velsignelse,
når den kommer til at åbenbare vor afmagt og Kristi magt.”
Senere blev han indberettet for stiftet og fik til sidst en biskop, som gav ham
problemer.

Værd at huske
I krøniken skriver han om nogle kirkedage der havde været afholdt i Osby. De var
blevet dårligt omtalt i pressen, som beskrev dem som mærkværdige. Og flere af
deltagerne var betænkelige oven på den pressedækning bl.a. Bo Giertz. Andre mente,
at debatten ville føre i god retning. Rosendal skriver i punktform noget, som han
mente, de skulle lære af det, og her er uden tvivl noget, som vi alle kan lære af:
1) at vi slet ikke er klar til fremgang men trænger til at slibes og styrkes i kampen mod
megen kritik
2) at det er en velsignelse at den kirkelige fornyelse må lides ind i den
svenske kirke
3) at den eneste virkelige fare er forhastet fremgang som gør den
kirkelige fornyelse til en modesag og noget halvt og flygtigt
4) at vi, om vi tror på Gud, kun kan høste velsignelse af lidelse for hans navns skyld.
Det er visdom som er værd at huske for enhver kristen, enhver præst, enhver
menighed, enhver bevægelse …
Han blev modsagt. Men det slog alligevel rod…

Inspiration
Det vigtige er at se, hvad der er sandt, hvad der har liv i sig, hvad der er godt og
bæredygtigt og så begynde at leve i det, bede, tale med andre om det, begynde at
praktisere. Bygge indefra tålmodigt, sejt, modigt. Og bede, reflektere over og leve i
en trofast og daglig bøn for kirkens fornyelse.
For ”[Gud] gentager sig aldrig. Han er variationernes mester.”

Forlaget
Til sidst lad mig nævne det forlag, der har udgivet de to bøger: Artos & Norma
bokförlag som holder til i Skellefteå i det nordlige Sverige. De udgiver utroligt meget
godt stof med åndelig dybde og vejledning, det, der bygger sjælen og kirken op. Det
anbefales på det varmeste jævnligt at kigge på deres hjemmeside og få deres
nyhedsbrev: www.artos.se ; info@artos.se
Køb og læs og bliv fornyet …
Daglig bøn for kirkens fornyelse – at reflektere over, bede og leve i…
Himmelske Fader,
udgyd din Ånd over hele din Kirke
Giv os en ny vision af din herlighed,
en ny oplevelse af din magt,
en ny troskab mod dit Ord,
en ny hengivenhed i din tjeneste
så gennem vort fornyede vidnesbyrd
dit hellige navn bliver æret og dit rige fremmet
ved Jesus Kristus, vor Herre.
Amen.

Christian Braw: Vägen till kyrklig förnyelse. Nio berättelser, Artos & Norma
bokförlag 2024, 294 sider
274 skr
ISBN 978-91-7777-287-3
Gunnar Rosendal: Osby församlings gåvo – och krönikebok I, 1934-1951,
utgiven av Lunds stiftshistoriska sällskap, Skara stifthistoriska sällskap (skrifter
122), Artos, 467 sider
392 skr.
ISBN 978-917-777282-8

– Flemming Baatz Kristensen, pensioneret sognepræst, Risskov.