Sankt Ansgar Fællesskabet

-et højkirkeligt gudstjenestefællesskab

Sankt Ansgar Fællesskabet (SAF i daglig tale) arbejder for drive et højkirkeligt gudstjeneste- og menighedsliv i den danske kirke. Vi håber på et tidspunkt at kunne etablere en højkirkelig valgmenighed benævnt “Sankt Ansgars Valgmenighed” inden for Folkekirkens rammer.

Sankt Ansgar Fællesskabet blev stiftet på Kristi Legems Fest torsdag den 7. juni 2012. Vi ønsker at fastholde den tro, som én gang for alle er blevet overdraget de hellige (Jf. Judasbrev vers 3) og som er blevet troet og fastholdt af alle kristne alle steder og til alle tider.

Vi har valgt at kalde os ved Sankt Ansgars navn, fordi han er Danmarks apostel og tilhører den udelte kirkes tid. Han æres som helgen i både øst og vest og repræsenterer for os den kristne tro i hele dens fylde. 

Vi er en del af den evangelisk-lutherske kirke i Danmark, som – med den nikænske trosbekendelses ord – er en del af ”den ene, hellige, almindelige og apostoliske kirke” på jorden.

Vi ønsker i vor tilbedelse af den hellige, treeninge Gud at udmønte den danske kirkes sandt katolske arv i tro, lære og ordninger, sådan som den har sit grundlag i Skriften, er bevidnet i vor kirkes bekendelsesskrifter og bevaret i kirkens tradition, særlig i den ubrudte fejring af messen.

Vi arbejder for en deraf følgende vækkelse til selvbesindelse i kirke-, sakraments-, embeds-, og gudstjenestesyn og for fornyelse, i menighedslivet såvel som i det personlige fromhedsliv.