Det er ingen hemmelighed, at vi i den danske folkekirke har præstemangel. Man må antage, at det skyldes, at færre føler sig kaldet af Herren til præsteembedet og den tjeneste, der hører til det. Men er det utænkeligt, at nogle faktisk oplever kaldet, men slår sig på vores meget akademiske teologiuddannelse, der indbefatter brug og undervisning i tre sprog: latin, oldgræsk og bibelsk hebræisk, samt flere års filosofi-, dogmatik- og kirkehistoriekurser? Som teologistuderende med plads i fagråd og akademisk råd på det teologiske fakultet på Københavns Universitet, vil jeg ikke udelukke det. Dette påstår jeg, særligt i henhold til de samtaler jeg har med studerende, som melder sig ud af uddannelsen, allerede på første år, hvor mottoet lyder, ”man behøver ikke være god til latin for at blive en god præst.” Dette ses også bekræftet af mængden af ansøgere til den teologiske §1a-uddannelse, hvor akademikere fra andre felter kan optages på en særlig tilrettelagt teologisk uddannelse, som er kortere, og hvor kun oldgræsk er et obligatorisk sprogfag for uddannelsen.

I gennemsnit siden 2021, hvor ordningen blev indført, har 171 ansøgt om optagelse om året. I 2023 ansøgte 322 om optagelse på den teologiske bacheloruddannelse under almindelige forhold, hvorfor 171 er et pænt tal, særligt når man tager i betragtning, at der er et frafald på cirka 23% på første studieår på den ordinære uddannelse (Mortensen & Skræddergaard, 2024, s. 13). Det store problem med §1a er, at den kan være starten på en farlig tendens under mottoet, ”man behøver ikke at være god til latin for at blive en god præst”, hvor man begynder at udhule den teologiske uddannelser, som det eksempelvis er set i Sverige (Svenska Kyrkan, 2024). Vi må ikke glemme, at en fyldestgørende uddannelse er fundamental for præstens undervisnings-, vejlednings- og prædikenembede, som særligt vi, som lutheranere, bør være glade fortalere for. Præsten er en autoritet for sin menighed, hvorfor han skal klædes akademisk på til at forsvare og forklare vores tro og bevæggrunde for, hvorfor Kirken mener og gør, som den gør.

Selvom jeg er kritisk overfor en akademisk forringelse af den teologiske uddannelse, så forstår jeg immervæk mine medstuderende, nuværende som tidligere, da det ikke er helt forkert, at en gejstlig ikke i alle tilfælde behøver at være mester i lingvistik, skønt det er en vigtig forudsætning for en god ekseget. Men er det også det, som vores teologistuderende egentlig agter at bruge deres uddannelse til? At blive eksegeter? Som jeg oplever mødet med mine studiekammerater, så hører jeg dem sige, at de i mindre grad er kaldet til eksegesen og sågar den hellige nadvers embede, men rettere til mødet med mennesket, både i glæde og nød, hvor den gejstlige skal hjælpe i sjælesorg eller arrangering af en festlighed i livet. Opgaver som er meget mere praktiske og ikke strengt taget bundet op på hyrdeopgaver.

Diakoner i folkekirken
Vi bør derfor, som folkekirke, undersøge eller overveje, om vi kan finde en vej, hvor vi kan lade nogle tage del i det kirkelige eller gejstlige liv med omsorg som primære opgave. Eller skulle man sige diakoni. I Kirken har vi faktisk et embede til netop disse opgaver, som passende kaldes for en diakon. I dag kendes diakoni primært som en gerning frem for et embede, men fra den helt tidlige Kirke har diakonatet været en fast del af Kirkens virke og væsen. Dette ses fortsat i vores søsterkirker i Rom, Østen, England og særligt relevant for os, som højkirkelige lutheranere, i Sverige og Island. Her findes et embede, som grundes i en uddannelse, der er mere praktiskorienteret og klæder diakonen på til mødet med mennesket, mens præstens primære opgaver består i nadverfejring, tilgivelse og det generelle hyrdeskab for menigheden.

Genindførelsen af diakonatet i den danske folkekirke vil ikke være helt uden fortilfælde. Ser vi til Island, så har vores søsterkirke der genindført diakonembedet i dette årtusind. Et embede, som kræver en kortere uddannelse og et virke med fokus på sjælesorg, omsorg og hjælp til præst og menighed.

Hvordan ville denne funktion se ud i praksis?
Helt konkret ville en diakon i folkekirken kunne varetage forskellige opgaver. Heriblandt at assistere præsten i hans virke som sjælesorger, underviser og hjælper i gudstjenestens fejring.
Dertil ville en diakon også kunne varetage særlige liturgiske opgaver, hvis præsten skønner det nødvendigt, blandt andet dåb, begravelse, vielse og måske endda en højmesse, såfremt folkekirken indfører en forudindvielse af nadveren til sådanne formål.

Med genindførelsen ville man også kunne opdele den pastorale uddannelse i to, hvormed man ordineres som diakon, før man ordineres som præst, hvormed man eventuelt efter endt teologisk bachelor kan begynde at virke i folkekirken og få erfaring, hvormed man bliver bedre egnet til præsteembedet, når man endeligt kan ordineres dertil. Dette ser vi traditionelt særligt i romerkirken og østkirken. Der er mange muligheder ved at have diakonatet som en integreret del af vores folkekirke.

Selvom det er vigtigt, at vores præster i de fleste tilfælde er gode eksegeter med sans for dogmatik og kirkehistorie, så behøver man ikke være god til latin for at assistere en præst og virke i diakoni. Lad os med diakonatet åbne vores folkekirkes gejstlige embeder for flere personer, som føler Herrens kald.

Steffen Bagger
Stud.theol.
Københavns Universitet

Bibliografi

Mortensen, B. S., & Skræddergaard, K. B. (2024). Præster i folkekirken 2024 -Tal og tendenser. København K: Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Svenska Kyrkan. (2024). Att bli präst. https://www.svenskakyrkan.se/utbildningsinstitutet/att-bli-prast.