Lille Peter skulle puttes, men denne aften var det ikke helt som sædvanligt. Nej, for far og mor var taget i byen, så det var en fremmed barnepige, som skulle passe drengen imens. Kunne hun mon finde ud af det? Ja, det kunne vel ikke være så vanskeligt? Den lille skulle vel bare have sit sædvanlige nattøj på og lægges i seng, og så var den sag i orden? Nej, helt så enkelt var det nu ikke. Der var lige et par ting, som manglede, og det fik den unge pige klar besked om. For det første skulle der læses et lille eventyr, og når det var sket, skulle der bedes aftenbøn, som skulle sluttes med en særlig bøn for bedstemor, som var alvorligt syg: Kære Gud, vil du gøre bedstemor rask igen. Og så var der jo det, som far plejede at sige til allersidst. En lille dialog mellem ham og den lille. ”Far: Hvem har skabt dig? Peter: Gud Fader. Far: Hvem har frelst dig? Peter: Gud Søn. Far: Hvem helliggør dig? Peter: Gud Helligånd.”
Det havde den unge pige aldrig hørt, men nu fik hun det lært, og hun glemte det aldrig.
Hvorfor nu nævne det her? Fordi det siger noget om liturgiens betydning, og her er det, børn kan lære os voksne noget helt afgørende. Et barn skal ikke bare puttes. Nej, det skal gøres på den helt rigtige måde. Det skal så at sige pakkes ind i de helt rigtige og kendte ord, og sådan er det med liturgien.
De fleste af os har sikkert set filmene med Olsen-banden. Eller i hvert fald nogle af dem. Fantastiske film, som kan lære noget vigtigt om liturgiens betydning. Jo, for når indbruddet er sket, og de tre venner står ansigt til ansigt med ”gode, gamle Frans Jæger”, ja, så kommer liturgien atter ind i billedet. For pengeskabet skal jo ikke bare brydes op. Nej, det skal foregå på den helt rigtige måde. Gummihandsker, talkum og stetoskop skal der til og absolut stilhed! På den måde går det til, og på et tidspunkt får det endda de tilstedeværende politifolk til at klappe og hylde manden, der altid kan åbne det umulige skab.
Liturgien er helt afgørende, og det er den i rigtig mange sammenhænge.
Tænk nu bare på juleaften! Selvom det er mange år siden, husker jeg tydeligt, hvordan det foregik derhjemme. Og jeg husker det fra præstegården, mens vi selv havde små og lidt større børn. Alle børn og voksne stod ude i den mørke gang og ventede, mens træet blev tændt, og det var altid mig, der skulle gøre det. Stille ventede de derude, mens de mange lys blev tændt, og så blev døren åbnet, og nej, hvor var det flot. Under træet lå de mange gaver med navnesedler på, men det var ikke nu, de skulle åbnes. Nej, først skulle der synes et par julesalmer, og så…
Jo, liturgien er vigtig i rigtig mange sammenhænge, og sådan er det også, når vi kommer i kirke.
Det er så vigtigt, at det hele foregår, sådan som det nu plejer at være. Ikke nogen ”hovsa-liturgi”, nej, det skal være præcis på samme måde. Liturgi er nemlig noget, man kan hvile i. ”Herren være med Eder”, lyder det fra alteret, og ingen er i tvivl om, at svaret lyder: ”Og med din Ånd”, for sådan har det altid været, og det er trygt og godt, når det altid er sådan. Så ved vi, at denne menighed slutter op om deres præst og anerkender hans kaldelse. Når teksterne læses, rejser folk sig op, for sådan har man altid gjort. Ved barnedåb og ved nadver rejser menigheden sig, når indstiftelsesordene lyder, for det har man altid gjort. For mange år siden oplevede jeg i en vestjysk kirke, at folk også rejste sig, når præsten gik på prædikestolen. Sådan var det nu skik i den kirke, og det var ikke præsten, man rejste sig for, men hans embede. Liturgien understregede, at vist var præsten et menneske som alle andre, men Gud selv havde betroet ham det hellige embede med at forkynde ordet og uddele sakramenter, og det er da nok værd at rejse sig for og holde i ære.
Derfor er det også irriterende, når liturgien brydes. Det lille barn, som skal puttes, vil ikke finde sig i det, men protesterer højlydt. Bør vi ikke også gøre det? Når der undervejs i gudstjenesten sker forkerte og overraskende ting? Når præsten snakker, hvor han i stedet skulle tie og underordne sig liturgiens ro?
Jo, lad os bede om, at liturgiens sande væsen respekteres. At jeg trygt kan sætte mig på kirkebænken, fordi jeg stoler på, at det hele foregår, som det nu skal. Ikke noget som helst ”hovsa”, men præcis som sidst, så jeg får lov til at opleve den ro, som styrker troen.
Af pastor Frede Møller, Ans
Danmarks Højkirkelige Bevægelse 