Ærer vi Maria, som vi bør gøre det i Den danske Folkekirke? Har vi glemt, hvem Maria egentlig er, og hvordan hun blev opfattet af de første generationer af evangelisk-lutherske? I dag bringer vi her på bloggen en gammel artikel fra Re-formatio 1982, nr. 2, der omhandler Konkordiebogens syn på Maria.
Maria i Den Evangelisk-lutherske Bekendelse
Vi vil opsøge Maria i den evangelisk-lutherske bekendelse og derfor til Konkordiebogen af 1580. Her finder vi 7 betegnelser for Maria.
1.
Beata: salig. Den er for det første bibelsk (Luk. 1,48): Nu herefter skal alle slægter prise mig salig. For det andet siger de lutherske dogmatikere fra 17. århundrede bestandig Beata Maria.
2.
Sancta: hellig. Sammen med apostlene og mange andre er Maria i særlig grad hellig, indviet til Gud og fyldt med guddommeligt liv.
3.
Pura; ren. Maria hører til de rene af hjertet. Men hendes renhed omfatter også legemet. Der tænkes på hendes jomfruelighed. I de smalkaldiske artikler, altså hos Luther selv, står pura efterfulgt af sancta sempervirgine, den hellige bestandig jomfruelige.
4.
I Konkordieformelen kaldes hun denne højlovede jomfru. Når alle slægter i lydighed mod Skriftens ord priser Maria salig, så er hun i sandhed højlovet, da man ikke kan sige noget større og bedre om et menneske.
5.
Apologien, Melanchtons forsvar for den augsburgske bekendelse, bruger stærke udtryk: Særdeles værdig til de højeste æresbevisninger.
6.
Konkordieformelen begrunder dette ved at kalde Maria Guds Moder og gudsføderen. Hun har ikke bare født et menneske, Jesus af Nazareth, men Gud.
7.
Maria er sempervirgo, bestandig jomfru. Det er Kirkens gamle tro. Fornægtelsen heraf er en rest af den gamle rationalisme. Jesus er ikke bare Guds enbårne søn, men også Marias enbårne.
Nej, siger de moderne rationalister og peger på Bibelens tale om Jesu brødre og søstre. Ja, men den siger ikke, at Maria har født dem. Broder betyder vitterligt ikke i Bibelen overalt kødelig helbror, men også halvbror, fætter og slægtning samt åndelig bror.
Hvis den hellige familie betragtes nærmere, bliver det snart klart, at Marias og Josefs gerning med at føde og fostre Guds Messias har fyldt deres liv så fuldstændigt, at det ikke har været et almindeligt ægteskab, men at Maria vel har været lovformelig gift med Josef, den brave og fromme håndværker, og dog stadig hans evige trolovede.
Når læren om jomfrufødslen støder så stærkt an i vor tid, er det slet ikke på grund af det biologiske under, nej, det er jomfruen i centrum af frelsen, der er en hård anstødssten i vor moderne panseksualistiske tid og kultur.
Så bliver nogle inden for Kirken bange og usikre og giver efter, men det er helt forkert. Vor slægt skal netop møde jomfruen. Den lede liderlighed skal møde den rene, sunde kyskhed.
Når vi nu kort og sagligt har betragtet Maria i Bekendelsen, bliver det soleklart, at teologien og forkyndelsen i Danmarks Folkekirke er langt fra ortodoks i sin lære.
Theodor Kühl
Danmarks Højkirkelige Bevægelse 